Hvis strømmen er gået

Hvis strømmen er gået, og der er lys hos naboerne eller i gadelygterne

Der kan være gået en sikring eller HFI-/HPFI-afbryder er slået fra.

  1. Er HFI-/HPFI-afbryderen slået fra, prøv da at slukke alle gruppeafbryderne.
  2. Slå nu HFI-/HPFI-afbryderen til igen og tænd gruppeafbryderne en af gangen. Når HFI-/HPFI-afbryderen slår fra, ved du, at fejlen er i den gruppe. Sluk derefter for alle apparater i den gruppe.
  3. Slå HFI-/HPFI-afbryderen og gruppeafbryderen med det defekte apparat til igen.
  4. Tænd apparaterne en af gangen ét efter ét, indtil HFI-/HPFI-afbryderen slår fra. Så ved du, hvilket apparat der er i stykker. Sluk det.
  5. Slå HFI-/HPFI-afbryderen og alle gruppeafbryderne til igen. Så skulle det gerne virke.
  6. Er HFI-/HPFI-afbryderen slået til og ingen sikringer sprunget, tryk da på prøveknappen ”P”.
  7. Afbryder HFI-/HPFI-afbryderen ikke, som den skal, når man trykker på ”P”, skal du kontakte en el-installatør.

Kontakt din lokale el-installatør, såfremt du ikke kan finde fejlen.

Delvis strøm i huset

Hvis der kun er en del af huset, der mangler strøm, så kan årsagen være, at der er sprunget en sikring.

  1. Tjek dine sikringer i gruppetavlen. Hvis den lille farvede ”perle” i enden på sikringen er faldet ud, er sikringen sprunget.
  2. Sluk for gruppeafbryderen og dernæst alle afbrydere og stikkontakter i den del af huset, der mangler strøm.
  3. Skift sikringen og tænd for gruppeafbryderen. Tænd en kontakt af gangen – hvis sikringen springer, har du fundet den fejlramte brugsgenstand.
  4. Der kan også være tale om en generel overbelastning af sikringen, og så må du omgruppere dine elektriske apparater.

Kontakt din lokale el-installatør, hvis du ikke kan finde fejlen eller den gentager sig.

”Gløder” lyset med lav styrke eller lyser det unormalt stærkt

Hvis lyset ”gløder” eller er unormalt stærkt, kan du kontakte din lokale el-installatør.

Hvis dit hjem, naboernes hjem og gadelygterne er uden strøm

Der er sandsynligvis tale om en netfejl, og du kan da kontakte dit lokale netselskab.